ÜBER: KUNSTEN AT SMADRE ET MARKED

ÜBER TRÆKKER SIG FRA DET DANSKE MARKED
På en dag som i går, hvor Über har valgt at trække sig fra det danske marked, kom jeg til at reflektere lidt over begrebet ‘disruption’.

Ordet er latinsk af afstemning og betyder noget i retning af at bryde op, adskille, bryde ned, splintre — og faktisk også decideret at smadre noget – ‘break asunder‘.

Så hvis man kigger på sagerne ud fra etymologisk synspunkt, så er det voldsomme sager, vi har at gøre med, tænker jeg.

Übers forretningsmodel er ret klar — og den flytter i sagens natur penge fra en branche eller sektor til en anden. Fra en hånd til en anden. Det gør næsten alle disruptive produkter/tiltag. Hvis de ikke gjorde, så var der ikke penge i dem, kunne man vel sige.

VÆK MED MELLENMÆNDENE
Grundlæggende handler megen ‘disruption’ om at skære udgifterne til mellemmænd væk. Og det gi’r rigtig god mening.

Et godt eksempel er Googles displaynetværk, hvor man kan booke bannerkampagner udenom de medier, hvor bannerne bliver vist.

DIREKTE ADGANG TIL GOOGLES ANNONCEPLATFORM
En afstikker: Tidligere skulle man igennem en ret langvarig proces, hvor en pris for en kampagne skulle aftales med en account manager. Jo mere man købte, jo billigere blev det. Men pakken var også fast, så man bandt sig for en periode. I dag kan man købe direkte op og få en “dagskurs” per visning. Og man kan lukke en kampagne ned efter en time eller to, hvis den ikke performer, som man havde håbet.

Det samme gælder Facebook-annoncering. Børsen er 1:1 — man køber direkte hos Facebook. Der er ingen mellemmænd eller -kvinder at forhandle priser med.

Det var en afstikker ud fra egen erfaring med digital markedsføring.

TILBAGE TIL ÜBER
Hvorfor ha’ en fuldtidsansat til at ta’ mod bestillinger på telefon — og fordele bestillingerne ud over vognmændene? En ansat til at planlægge, hvor mange chauffører der er brug for hvornår?

INGEN HAR LYST TIL AT GØRE SIG SELV UNØDIG

Og det gi’r også rigtig go’ mening, at der vil være en stor modstand mod at fastholde roller, hvor grundproduktet fordyres af disse led.

RESSOURCEFORDELING
Tilbage til Über: De fleste kan vel være med på, at det er en god idé at deles om begrænsede ressourcer (transport, chauffører, benzin, operationsstuer) — og at der kan ligge en værdi i at gøre disse ressourcer mere jævnt fordelte.

Men der ligger også en kapitallogik i, at en bil ikke skal bruges så meget som muligt?

ÜBERS FORRETNINGSMODEL
Kigger man på Übers forretningsmodel, så fremgår det med al tydelighed, at de penge, der tjenes falder 1) i egen lomme på chaufførerne (også med skattebetaling); 2) i Übers lomme.

BARE EN APP?
Man kunne argumentere for, at Über egentlig bare er en app, som det er ret dyrt at bruge for både den, der kører — og den, der bliver kørt.

Jeg kan ikke finde en egentlig kilde, men Übers ‘cut’ ligger nok et eller andet sted mellem 15 og 30%. Og det er også lidt uklart for mig, om de penge, der betales som licens er skattepligtige på vejen videre fra Danmark til USA.

TRYGHED
En indrømmelse: Jeg har aldrig kørt med Über. Min bekymring har gået på, om det var sikkert nok (opdraget, som jeg er, til at være meget påpasselig med pirattaxaer’).

Principielt kan enhver vel med et kørekort og en ok-fornuftig trafikhistorik sætte sig bag rettet.

Jeg har følt mig mere tryg – og det er måske en fejlagtig vurdering – ved at sætte mig ind i en normal taxa med en chauffør for rattet med en uddannelse i at køre mennesker sikkert rundt fra sted til sted.

HVORFOR ELSKER VI DISRUPTION?
For at spole lidt tilbage: Hvad er det, der gør, vi er så vilde med ‘disruption’? En tjeneste, der grundlæggende smadrer et eksisterende marked?

Og hvad er det, der gør, at vi lige pludselig allesammen (eller mange af os gør), at det er den rigtige vej?

Grundlæggende lader det til, at der er en samfundslogik, der siger, at nyt (næsten altid) er bedre end det eksisterende.

NYT ER (NÆSTEN ALTID) GODT
Du afgår ikke fra Kunstakademiet ved at male på samme måde som Monét, Picasso eller Jackson Pollock. Du skal skabe noget nyt for at være god. Det reproducerende interesserer os ikke — eller belønnes i hvert fald ikke. På samme tid minder store dele af medieforbruget om tidligere tiders skønlitteratur, forstået på den måde, at der er særdeles tydelige elementer af repetition og genkendelse (X-Factor, Danmark har talent, tv-serier, osv.).

Det var en sidestikker.

JURIDISK DISKUTABELT
Og hvorfor hopper vi, eller hoppede vi,  så meget med på en forretningsmodel, hvor grundproduktet har været juridisk diskutabelt siden entrereringen på det danske marked?

Der ligger også nogle andre ting og simrer i forretningsmodellen. Alle kan ta’ en taxa fra et sted til et andet — det kan man kun gøre med en verificeret app med Über. Uden at der skal gå konspirationsteori i sagerne, så er der en åbning i forretningsmodellen for, at der er tale om ‘tracking’ af en eller anden art.

EN UHOLDBAR INVESTERINGSMODEL
På en anden front, at der har været en meget, meget høj ‘burn rate’ forstået på den måde, at man har underprissat ydelserne, i forhold til hvad ‘markedet’ vurderede en ydelse var værd, hvilket — på en dårlig dag — er mange, der investerer mod et sundt marked.

UPSIDEN: BILATERAL INNOVATION
Dér, hvor jeg ser en kæmpe værdi i øvelsene af inkludere og ekskludere Über, liger i innovationspotentialet. Hvad angår taxabranchen, så afstedkom Übers entre på det danske marked i en pludselig og voldsom interesse for at forsvare en markedsposition.

Forskellige taxafirmaer kom ligesom ‘up to speed‘ i forhold til at få bygget nogle fede apps. Noget, de kunne have gjort for 2-3-5 år siden, men ikke gjorde, før de blev presset.

Og idéen om at man som bilejer kan bruge sin bil til andet end sig selv har også rykket noget i forhold til ressourcefordeling.

BILATERAL INNOVATION
Den lærdom kan nok flyttes med videre andre steder hen. Bli’r man presset af nye tiltag, så bli’r tvinges man måske til at blive lidt skarpere og hvile mindre i statis.

For mig at se, så er det ikke rigtigt noget, der rykker i forhold til at skabe en bedre fremtid dog. Det gør dog idéen om, at man kan ta’ en traditionsrigtig branche og skubbe lidt — mere eller mindre kærligt — til den for at skabe innovation.

Gammeldags nok, måske, så handler det for mig også om at rykke noget eksisterende i retning mod noget, der kan skabe en (lidt) bedre fremtid for os alle sammen.

Og det ser jeg ikke, at Über har gjort eller vil gøre. For at vende tilbage til de indledende definitioner, så har Übers model været at tjene penge, mange penge, til sig selv — ikke at fritgøre og berige i nogen nævneværdig grad.